G-6DVV6QG11D Lilla messehagel | Virum Kirke

Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Lilla messehagel

Virum Kirkes lilla messehagel

Indviet 1. søndag i advent 2019

Den ny lilla messehagel erstatter den gamle, som der desværre kun er få oplysninger om. Men vi ved, at hagelen er tegnet af arkitekt Hans Georg Skovgaard, og så sidder Selskabet for Kirkelig Kunsts mærke med årstallet 1965 i den. Når Virum Kirke får en ny lilla messehagel og en tilhørende stola, er det naturligvis en festdag for kirken. Og med indvielsen 1. søndag i advent 2019 er det en dobbelt festdag, fordi 1. søndag i advent også er indledningen på det nye kirkeår, kirkens festdag. 

Virum Kirkes ny messehagel er også historien om årelange drøftelser i menighedsrådet og arbejdet med at finde frem til den rigtige kunstner/designer, som har taget de nødvendige hensyn til Virum Kirkes lyse indretning og til den markante altergobelin. Menighedsrådet valgte kunstneren Rikke Salto til at designe den nye messehagel og stolaen, syning og broderi er udført af Selskabet for Kirkelig Kunsts brodøse Fernanda Toft-Mendonca.

Gammel lilla messehagel   Ny lilla messehagel forfra   Ny lilla messehagel bagfraDen gamle og nye messehagel. Foto af den nye: Ole Akhøj

Kunstnerens research og registrering
Rikke Saltos arbejde begyndte uden for kirken. Hun gik rundt i området og rundt om kirken. Hun registrerer det som interessant, at kirkens arkitekt Niels Skrivers i sidste halvdel af 1930’erne vælger at tegne kirken som en typisk middelalderkirke, der også ”efter de senere udvidelser formår at interagere med det kvarter, den ligger i. Den gør ikke væsen af sig – men spiller med sine gule mursten og det røde tegltag sammen med omgivelserne, og det er virkelig et fint greb”.

Også kirkens indre oplever Rikke Salto: ”Når man kommer ind, folder kirkerummet sig ud, og er meget større end ventet. Det er virkelig et dejligt rum. Med pragtfulde glasmosaikvinduer i alle farver og nuancer, og som hver især rummer en fortælling. Og så er der den kraftfulde altergobelin, i de stærke farver, som jo vil danne baggrund for en ny messehagel”. Rikke Salto har helt bevidst ønsket at favne Virum Kirkes mange virkemidler og understøtte det allerede eksisterende kirkerum i sit forslag til en ny lilla messehagel. Rikke Saltos hensigt har været, at hagelen skal samle, men samtidig være sin egen.

Designer Rikke Salto viser stofprøve frem   Stofprøve med mønster   PrikmønsterRikke Salto præsenterer syprøven. Foto: Lis Lauritsen

Farvevalg
Rikke Saltos tanke er, at hagelen og dens udsmykning skal samle gobelinen og kirkerummet. Hagelens mørke lilla/grå uld matcher alteret og formår også at spille sammen med alle gobelinens stærke farver. Broderiet er udført på både ryg og forstykke med bittesmå sølvpailletter, der indfanger kirkerummets allerede eksisterende farver, lys og stemning. Samtidig symboliserer de mange pailetter aske.

Hagelen afspejler fordybelse overfor gobelinens abstrakte farvedynamik. Rikke Saltos greb om farver og deres virkning ses tydeligt ved, at alle altergobelinens farver kan rummes i hagelens mørke lilla/grå farve. Lilla er en blandingsfarve, der skaber spænding mellem to poler, f.eks. mørke og lys eller kulde og varme. Rikke Salto forener de to usynlige begreber ’tro og kærlighed’ i den synlige farve lilla:

”Lilla er en blandet farve: 
Rød er kærlighedens farve
Blå er troens farve”.

Kristian Tvilling i den lilla messehagel foran alteret   Kristian Tvilling i den lilla messehagel foran alteretFoto: Rikke Falck

Askes stærke symbolik
Rikke Saltos idé bag valget af aske som udsmykning på den nye messehagel er en forening af askes symbolværdi, og at den lilla messehagel anvendes i advents- og fastetiden samt palmesøndag og store bededag: aske er jo foranderligt og kan ikke fastholdes, så sølvpailletterne er en abstraktion over fænomenet. Den lilla farve og sølvpailletterne klæder hinanden meget fint, og skaber på en særlig måde ro til fordybelse. Den lilla farve repræsenterer bod og faste. Den første dag i fastetiden er askeonsdag. Aske er symbolet på livets skrøbelighed og altings forgængelighed, men også på renselse. Det er tiden til at rette sindet indad og søge de dybere perspektiver på alle planer og måske også i vort eget liv.

Processen i systuen hos Selskabet for Kirkelig Kunst
Rikke Salto har valgt et stykke valket uld fra Pierre Frey i en mørklilla farve, og foret til messehagel og stola er 100 pct. silke i en lys grå farve fra Colibri. Der er valgt materialer af god kvalitet for at sikre lang holdbarhed og for at understøtte det tidskrævende håndarbejde.

De første prøver på Rikke Saltos askeinspirerede motiv blev broderet med franske knuder, men de små knuder var ikke effektfulde nok, og derfor blev der lavet en ny syprøve med sølvpailletter. At lave en broderiprøve er ofte en vigtig del af processen med et nyt værk. Når man skal udføre et broderi, spændes det altid op i en syramme, og alt efter tegning og teknik vælges en ramme, der passer til broderiet. Til messehagelen er en af de store rammer taget i brug for at kunne have hele messehagelen spændt op. Det er Fernanda Toft-Mendonca, der har været brodøse på Virum Kirkes messehagel og stola. Hver paillet syes fast med to sting for at få dem til vinkle lidt forskelligt, så der altid er nogle pailletter, der fanger lyset. 


Optegning af mønster på stof   Billede af stof fra systuen   Stemningsbillede systuenFoto: Lis Lauritsen

Arbejdet med nål, tråd og pailetter 
Selskabet for Kirkelig Kunst ligger i Frederiksholms Kanal i København, næsten nede ved havnen. Ude domineres det gamle område  af det nye byggeri Blox hen over Christians Brygge. Men indendørs kommer man ind i en tidslomme med systuen på 1. sal. Ved vinduet ud mod en stille brostensbelagt gård, og med Anne Marie Carl Nielsens æresbolig overfor har brodøse Fernanda Toft-Mendonca arbejdet med Virum Kirkes ny messehagel.  

Fernanda Toft-Mendonca har spændt grundstoffet til den færdige messehagel op på den store syramme. Kun det område, hvor der broderes, er fri for det beskyttende klæde. Og det er ikke kun under arbejdet, at messehagelen skal beskyttes. Den færdige messehagel leveres med bøjle, der passer til skulderhældningen og med en dragtpose, der er udstyret med lommer til hvide bomulds-handsker. Handskerne skal bruges hver gang messehagelen håndteres, fordi vi afsætter lidt syre på tekstilet, hver gang messehagelen berøres. Da messehagelen ikke kan vaskes, vil syren ad åre mørne stoffet lige der, hvor den håndteres mest. 

Hænder syer pallietter på   Brodøse syer pallietter på   SølvpallietterFoto: Selskabet for Kirkelig Kunst

Hvem er kunstneren?
Rikke Salto er uddannet skrædder og har senere studerede rum- og møbeldesign på Danmarks Designskole. I de sidste år af uddannelsen studerede hun på skolens tekstilinstitut. Rikke Saltos forståelse for arkitektur og rum skærpedes yderligere ved et studieår i London på Royal College of Art. Rikke Saltos brede faglige baggrund og hendes inspiration fra naturlige elementer – den oprindelige idé – betyder, at hun går til en opgave med respekt for det eksisterende, og kun tilføjer det nødvendige med sin udsmykning. 

Rikke Salto har over 20 års erfaring med at designe mindst lige så mange messehagler. Hun har blandt andet designet messehageler til Vor Frelser Kirke (opført 1682-96), Marmorkirken (færdig 1894), Jesuskirken (1884-91) og Islev kirke (1960-70). 

Tekst: Lis Lauritsen, tidligere menighedsrådsmedlem. Teksten er uddrag fra en folder udgivet ved messehagelens indvielse. 


Menighedsrådsformandens forord i folderen til indvielsen
At få en ny messehagel i Virum Kirke er en gave. Med glæde og taknemmelighed kan vi indvi en lilla messehagel på denne festdag, 1. søndag i advent. 

Menighedsrådet håber, at den ny lilla messehagel og stola vil tjene til på én gang at skabe glæde ved kunsthåndværket og at opleve messehagelen som støtte for den kristne forkyndelse. 

Vi takker den erfarne og kreative kunstner, tekstildesigner Rikke Salto for at have tegnet messehagelen og stolaen specielt til Virum Kirkes kirkerum. En tak skal også lyde til Selskabet for Kirkelig Kunsts daglige leder Lizzi Damgaard og kunstnerisk konsulent Lisbeth Gasparski samt den dygtige brodøse Fernanda Toft-Mendonca. Med professionalisme og høje kvalitets-
krav er messehagelen og stolaen broderet og syet i et tæt samarbejde med kunstneren. 

En særlig tak til provstiudvalget for dets uvurderlige støtte til projektets gennemførelse. Uden denne også finansielle støtte ville det ikke have været muligt for et nyvalgt menighedsråd at starte og gennemføre projektet om både at få en messehagel og en stola på kun tre år.

Uni Isenstein Nielsen, formand for menighedsrådet